top of page
IMG_3536.jpg

At købe en hvalp...

...er en tillidssag mellem mig som opdrætter og dig som køber.  

Derfor synes jeg det er vigtigt at jeg skriver lidt om hvordan en hvalp fra mig vokser op, og hvad mine forventninger er til dig som fremtidig ejer af en hvalp fra mig.

Hvalpens opvækst hos mig

 Jeg har i skrivende stund været med-opdrætter på 15 kuld finske lapphunde hos Kennel Lapinkaunis, så selvom jeg endnu ikke har haft et kuld som var 100% mit eget, så har jeg alligevel en del tanker om hvordan en hvalp vokser op hos mig. Jeg er medejer på kennelnavnet Lapinkaunis og når der kommer hvalpe af finsk lapphund vil det være under navnet Lapinkaunis. 

En hvalp fra mig vil være efter forældredyr der er udstillede, HD-fotograferede, DNA-testede og øjenlyste, med gode familiehunde-egenskaber. For begge mine racer har temperamentet stor betydning for hundens match til den rigtige familie, og derfor vægter jeg et godt stabilt sind højt hos mine avlshunde. 

 

Jeg vil altid rette mig efter DKK’s avlsrestriktioner, også selvom der endnu ikke er lavet nogen restriktioner på Yakutskaya Laika. 

Mit mål med opdræt af finsk lapphund er sunde, racetypiske hunde der egner sig godt til den aktive familie. Jeg forventer at man som kommende familie sætter sig ind i hvad det vil sige at være ejer af en finsk lapphund, og at hvalpe- samt unghundetræning er et absolut must når man køber en hvalp hos mig.  Du kan læse meget mere om finsk lapphund fra mig/os på Kennel Lapinkaunis.

Mit mål med opdræt af yakutskaya laika er ligeledes sunde og racetypiske hunde, der egner sig til et aktivt liv. Her forventer jeg også at man som minimum går til hvalpe- og unghundetræning, men jeg ser også gerne at man har lysten til at lære om trækhundesport i form af  Canicross, Bikejoring, Scooter eller Dryland mushing. 

 

Alle hvalpe herfra vil blive solgt som Familiehunde, og DKKs standardkontrakt anvendes. 

Et kuld hvalpe for mig vokser altid op inde i huset. Her lærer de dagligdagens lyde og vaner at kende, og de bliver en integreret del af flokken i den tid de er hos mig, som minimum til de er 9 uger.  
Hvalpe bør socialiseres i forhold til deres alder og udviklingsstadier, og derfor starter jeg allerede tidligt (1-3 dage) med at have hvalpene i hænder så de lærer at blive håndteret og bliver tryg ved lugten af mennesker inden de overhovedet ved hvordan et menneske ser ud. Herefter(1-3 uger) introducerer jeg forskellige nye ting i takt med at kuldet vokser. Det kan være bamser de skal møve sig over, en bold der flytter sig når de kravler rundt eller en flaske isvand så de mærker temperaturforskel. 

Ved 3-4 ugers alder får hvalpene mulighed for at komme ud, og gerne flere gange dagligt når vejret tillader det. Sol, vind, regn og sne - vi får som regel det hele her i Danmark, men bestille det kan man ikke, så de får mulighed for at opleve det vejr der nu er. 

Alle mine hvalpe oplever at være på trimmebordet et par gange om ugen fra de er 4 uger gamle. Jeg nusser med dem, giver godbidder og bruger lidt tid på at øve håndtering med hver enkelt hvalp, så de forhåbentlig er godt rustet til at blive børstet og soigneret hos deres nye familier. 

Mine hvalpe vokser op med Puppy Culture i det omfang det kan lade sig gøre. Puppy Culture er et slags "program" som skal hjælpe hvalpene til at være godt klædt på til deres start i det nye hjem. 

Sundhed

Alle mine finske lapphunde er undersøgt for følgende før avl:

Hofteledsdysplasi (HD)
Albueledsdysplasi (AD)
PennHip (Løshed i hofterne)

Øjenlysning
DNA-Test for PRCD/Pra 
DNA-Test for GSDII/Pompes Disease

Finsk Lapphund

Yakutskaya Laika

Alle mine yakutskaya laika er undersøgt for følgende før avl:

Hofteledsdysplasi (HD)

Albueledsdysplasi (AD)

PennHip (Løshed i hofterne)

Øjenlysning, inkl. Gonioskopi

DNA-test for XL-PRA

BAER-test (Hørsel)

zahir får møs

Mine forventninger til dig som hvalpekøber

Som opdrætter har jeg nogle enkle forventninger til dig som hvalpekøber. 

Først og fremmest forventer jeg at du vil give hvalpen et godt og trygt hjem, hvor den bliver behandlet med respekt for det individ og hund den er. 

Jeg forventer at hvalpen kommer til hvalpe- og unghundetræning som et absolut minimum, da det mange gang er her, man lærer sin hund at kende bedst. 

Jeg forventer ikke at vi absolut skal være bedste venner og sidde på skødet af hinanden hver eneste weekend - men jeg forventer at få opdateringer på hvalpen nu og da; også når den bliver voksen. 

Jeg forventer at hvis hunden nogensinde skal finde et nyt hjem, så er jeg den første der bliver kontaktet og jeg hjælper gerne med videreformidling

 

Jeg forventer ikke at alle mine hvalpe kommer på udstilling, men hvis man har lyst vil jeg gerne hjælpe jer igang. Jeg underviser gerne i pelspleje og ringtræning, og kan ellers hjælpe med at finde den rette hundefrisør og ringtræner i nærheden af din bopæl. 

Jeg anvender DKKs standardkontrakt, og sælger altid hvalpene som familiehunde.

Kennel Aperture

  • alt.text.label.Facebook
  • alt.text.label.Instagram

©2023 by Kennel Aperture. Proudly created with Wix.com

bottom of page